August September Oktober November December Januar


1 oktober 2004

Så blev det fredag, og jeg kom af sted i god tid. Var på landevejen lidt over syv. Og hvor har det dog været nogle lange kilometer til Ayr. Odometeret siger 50 km, men det føles sgu længere. Jeg må have været træt fra den lange tur i går. Og så var der en stiv modvind - lige for at det ikke skulle blive for let :-)

Et par fornøjelige Magpie angreb har dog lyst lidt op på det hele.
Kim - Magpie 2-0 :-)

Det har været ganske varmt igen i dag. 30 grader siger dem jeg har spurgt. Og solen har også været fremme - ret meget faktisk...

Ayr er en rimelig by, med en stor hovedgade med masser af forretninger. Jeg har gået den igennem i eftermiddags. Derudover er der ikke rigtigt noget at komme efter her. I morgen står den på 84 km til Townsville. Måske de sidste kilometer jeg cykler her i Australien?.

 

Har købt magasin med autocampere og campingvogne til salg, for at få en ide om priserne hernede. Tror jeg kommer af med et sted imellem 60.000 og 80.000 kr. for en ok autocamper. Det bliver ret sikkert en Toyota Hi Ace. En god bil, siger alle jeg har spurgt.

Har vasket det meste af mit tøj i vaskemaskine - så nu er det rent!!. Og det er også nået at tørre igen.

Ordnet cykel. Den fik lige den helt store tur med pudseklud, oliekande, kædespray, og efterspænding af alle bolte og eger.

Akslen på BOB traileren har en lille bitte smule slør, men jeg har kun en 17mm konusnøgle, og jeg skal bruge to.... Så det får vente.

Har snakket med de gamle før det blev mørkt. Der er en telefonboks lige udenfor campingpladsen. Måtte fodre den med penge, da der ikke er et lokalt opkaldenummer til mit telefonkort. Det er der i morgen i Townsville.
Jørgen ringede lidt efter klokken seks. Jeg var lige kommet hjem fra byen, hvor jeg har spist kylling til aften. Gad ikke lave mad.. Jeg bor faktisk nabo til restauranten :-)

Har smurt mig ind i dejlig myggeolie, da de er lidt arrige her til aften. Alternativet er at tage overtrækstøjet på, og det er vejret sgu for varmt til.... Men ud over det store sandflue angreb i Rockhampton, så synes jeg ikke der har været nogle problemer med bidende kryb hernede....
Har ikke rigtigt mødt andet end et par store edderkopper, samt den flotte phytonslange - og den er sikkert ligeglad med myggeolie :-)

På et tidspunkt skal jeg også have vasket mit telt. Det er godt nok beskidt. Når teltet er fugtigt, og jeg camperer på den den bare jord (rød), så kan det ikke undgås. Så det trænger til en omgang vand på et tidspunkt. Det bliver nok når jeg har fået købt mig en autocamper.

Før jeg køber bilen, vil jeg dog for god ordens skyld lige høre hvad det vil koste at leje en af samme slags i 5 måneder. Tror dog at det er stinkende dyrt, så det bedre kan betale sig at købe en god brugt bil, og så måske endda undgå at tabe penge på den, når det bliver tid til at sælge den igen i Sydney.

Townsville en lige så stor som Cairns, så jeg håber der er et godt udvalg når jeg kommer derop i morgen.

 


2 oktober 2004

 

Om alt går vel, så bliver dette den sidste længere etape på cykel i Australien. Jeg håber meget på at kunne købe en god autocamper i Townsville eller Cairns.

Dagen er gået fint. Da jeg sad og spiste morgenmad - bacon og æg - det er jo weekend, mødte jeg de to englændere jeg ganske kort mødte for et par dage siden. De har haft godt gang i pedalerne, men har selvfølgelig hellere ikke så meget at slæbe på som mig. De sover i campinghytte eller på motel hver nat.

Det har været pokkers varmt i dag. 32 grader siger dem jeg har spurgt. Jeg må nok have set ganske tørstig og lidende ud på landevejen, fordi en bil fuld af unge mennesker kom retur, og bød på en dejlig kold øl!! Herligt - lige hvad jeg havde brug for. De spurgte hvor langt jeg havde kørt. Jeg varede totusinde ottehundrede kilometer. Wow sagde de - hele 800 km - godt gået!!. Nix; sagde jeg.... 2800 Km - så var der ro!!!

Vel fremme i Townsville besøgte jeg lige turistfolket uden for byen. Fik info om campingpladser og bilforhandlere.... En af pladserne ligger lige op ad de fleste af forhandlerne, så der bor jeg nu. 17 dollar pr nat... Har betalt for to nætter.

Har endnu ikke set nogen autocamper til salg nogen steder, så i morgen går jeg rigtigt på jagt. Leif er ved at finde info til mig på nettet over udlejerne hernede, og sender info senere på email. Dem vil jeg lige snakke med, for at høre om de har noget til salg. Hvis jeg ikke finder noget her i byen, prøver jeg Cairns, og hvis det hellere ikke lykkedes, er der masser til salg i Brisbane... Men der er jo et godt stykke ned, så.....
Jeg skal lige snakke med campingfatter i morgen tidlig, når han møder på arbejde igen. Han ved en hel masse om biler siges der.

Sidder i tv-stuen og skriver. Stort rum med plastichavemøbler, og et tv på væggen.

Jeg har for øvrigt fået kørt lidt over 2800 km indtil videre her i Australien.


3 oktober 2004

 

Det har været varmt i nat. Sov med bar overkrop - uuuhhhhh!!!. Og fik først trukket soveposen hen over mig ud på morgenen.

Startede med at køre en tur ind til byen. Har fundet én autocamper til salg. Det er en Toyota Hi Ace, med både skærm imod stenslag foran forruden og forlygterne, samt markise. Den skal jeg hen og kigge på i morgen tidlig. Den koster 12000 dollars, så den vil jeg godt kunne få råd til.

Hele havnefronten er virkelig flot her i Townsville. Der er virkeligt gjort meget for at gøre det behageligt for folk at være. Nærmest en stor langstrakt park helt ned til vandet.
Resten af byen er flydt med "støjende" butiksskilte - ligesom i alle andre byer.

Ud på eftermiddagen kørte jeg retur til campingpladsen. De har internet, så jeg brugte en times tid på at kigge efter autocampere. I Cairns er der en masse til salg hos udlejerne. Dem jeg er interesseret i koster 12900 dollars. De er bygget på en Ford, der i virkeligheden er en Mazda... De er fra 1996, og ligner den jeg har kigget på her i byen. De har dog ikke al det ekstraudstyr som jeg kan få til Toyotaen. Det bliver spændende at se den imorgen. Der var masser af fotos af de biler der er til salg, så jeg har en god ide om hvilken stand Toyotaen skal være i for at jeg vil købe den.

Har også fundet det lokale kontor for RACQ - det lokale FDM. De har en prøvestation, som jeg vil bruge for at få checket bilen igennem, før et evt køb.

Så fik jeg også lige snakket med mine naboer. De er sorte. Mor og søn. Sød dame der hedder Silvia. Vi fik en god snak, og hun fik lov til at låne min pløkhammer, da hun skulle flytte rundt på sit telt. Meget positivt synes jeg. Og det fortalte jeg også Pia om, da jeg ringede lidt senere.
Desværre endte den historie knap så positivt. Hun har ødelagt min fine gummihammer. Det er sådan set ok - den slags sker. Men når hun så umiddelbart bagefter afleveringen begynder at tigge om penge, så står jeg lidt af. Jeg hverken låner eller gir' penge væk til mennesker jeg ikke kender. Det var sgu en lidt trist ende på et ellers fint møde med en af Australiens oprindelige beboere.

Har besøgt togstationen for at få afgangstider, samt priser på en tur til Cairns for mig selv og cyklen. Der er een afgang om dagen, og turen tager 6 timer. Hvis jeg ikke køber den Toyota i morgen, skal jeg jo en tur derop og kigge. Der er rigtigt mange autocampere til salg deroppe...

Jeg har aftalt med campingpladsen, at jeg kan få min cykeltrailer og grej opbevaret indtil jeg kommer retur fra en evt tur til Cairns. Det var ikke noget problem.

Det har været rigtigt dejligt varmt i dag. Heldigvis har det også blæst godt, så det har været tåleligt at være ude. Så lige på temperaturkortet at der er 35 grader lidt vest herfor, inde i landet. Og sommeren er ikke engang startet endnu!!.


4 oktober 2004

 

Sikke en travl dag. Og mig der troede jeg var på ferie :-)

Har været henne og kigge på den autocamper der var til salg her i byen. Og den var lige meget.
Den var årgang 1992, og kostede det samme som jeg kan få en årgang 1996 for i Cairns.

Besøgte Apollo udlejerne, og de havde intet til salg her i byen. Men jeg fik lov til at se en Toyota Hi Ace indvendigt. Dejlig vogn må jeg sige. Så sådan en vil jeg ha'. Let ik'?

Brugte også en masse tid på at lave hjemmeside, og få den lagt på nettet. Desværre virker det ikke, så "om igen sømand". Prøver oppe i Cairns i stedet for.

Har købt billet til i morgen klokken 13. Turen tager 6 timer.

I byen mødte jeg de to englændere som jeg har mødt de sidste par dage på landevejen. De havde cyklerne hos mekanikeren, da en af kæderne var sprunget!!. De ville videre imod Cairns i dag.

Og så mødte jeg en sød tysk pige med hendes baby. Hun var interesseret i min ortlieb ryg/cykeltaske, og vi fik en god lang sludder. Hende og hendes mand er lige flyttet til byen, og har lejet et fint gammelt hus.
Jeg fortalte lidt om mine planer, og hun tilbød at jeg kunne have mit grej stående hos dem, indtil jeg kommer retur fra Cairns med en autocamper. Herligt!!. Hellere have det stående der, end på campingpladsen!.

Jeg har fået cyklet ganske mange kilometer i dag. Det hele skal jo times og tilrettelægges, så der er mange ting der skal passe sammen.

Jeg tager forøvrigt min cykel med til Cairns. Den vil være rigtig god til transport rundt i byen. Cairns er for stor til at man kan gå rundt til det hele, og jeg er for nærig til at køre taxa hele tiden :-)

Min togbillet er forøvrigt ganske dyr. Den kom op på 96 dollars total. Grunden er, at det tog der kører i morgen kun har buisness class pladser.... Sikke fint det bliver :-)

Jeg har vasket tøj, vasket mig, og blevet barberet her til aften, så jeg kan være fin og præcentabel til den store togrejse nordpå.....

 


5 oktober 2004


Det har regnet lidt her til morgen igen. Lidt noget skidt, da jeg skal pakke mit grej sammen i dag, og have det opbevaret hos nye venner inde i byen. Våde telte har det IKKE godt med at være pakket ned for længe....
Men heldigvis tørrede det hele før jeg kom så langt... Tog mig god tid til morgenkaffen...

Kørte en tur nedom kysten, før jeg fandt adressen hvor mit grej skal være. Jeg kan altså ikke huske hvad de hedder lige nu :-)

De bor i et gammelt Queenslandhus. Altså et firekantet hus på stylter... Det er godt nok let at bygge huse hernede i varmen. Det eneste der skal være tæt er taget... Resten er lige meget, da det jo er varmt året rundt.

Jeg hjalp dem med at efterspænde og justere deres cykel. Det er deres eneste transportmiddel lige nu, så den skal bare virke. Desværre var den ene klinge foran bukket, så den skal jeg kigge på når jeg kommer retur.

Til frokost stod den på Subway. De laver altså nogle gode sandwicher.

Toget gik kl 13, og jeg var på stationen i rigtig god tid. Jeg har kun min rygsæk - altså bagtasken med rygsækplade på - med til Cairns.

Indcheckningen gik som en leg. Jeg afleverede bare cyklen som den var. Ikke noget med at skille noget ad overhoved...

Mit tog har kun buisness class, så det er ren luksus. Jeg har et enkeltsæde med klapbord, tv i stolen - som i fly, og 220v til min computer... Og temperaturen er rigtig behagelig.

Turen gik hurtigt. Naturen ændrer sig rimeligt hurtigt. Det bliver grønnere og grønnere, og vegetationen bliver også tættere. Jeg er rigtigt kommet op i troperne. Og så sidder jeg bare der i 21 grader med en kop kaffe og kigger ud :-)

Jeg var fremme i Cairns kl 19. Det kan godt være at Townsville og Cairns er lige store, men Cairns er en STORBY i forhold til Townsville. Og der er godtnok gang i den skal jeg hilse og sige. Jeg gik direkte ned igennem centrum til kysten, hvor de billige hostels er. Der var tykt med mennesker over det hele. Efter bare to forsøg fik jeg mig et enkeltværelse for 35 dollars. Det er lille, hvar intet bad, og aircon koster penge. Men her er relativt stille og roligt, og rimeligt pænt og rent over det hele.
Cyklen står lige udenfor mit værelse. Jeg har lænket den til et trappestativ :-)

Var ude og gå en tur i området, og fik også en god gang kinesisk mad. Det er tag selv. Man køber en tallerken - nu større nu dyrere, og så skovler man ellers bare det om man har lyst til. Fin ide synes jeg... Smagte herligt, og jeg blev fint mæt.

Røg på køjen ved 22 tiden. Var træt - det har været en lang dag...


6 oktober 2004

Har sovet ok i nat. Der var lidt larm til tider, men ikke mere end at et par ørepropper kunne klare problemet :-)

Spiste morgenmad nede på Esplanaden, med udsigt ud over havet - ret flot.

Og så gik den vilde autocamperjagt ellers ind. Jeg kørte først lidt rundt på Esplanaden for at se om der var noget til salg der. Har læst i et blad at, folk der ville sælge deres bil, ofte holder på Esplanaden med den ene dør åben. Det er et tegn på at bilen er til salg... Man må nemlig ikke bruge "til salg" skilte her i byen!!. Så en enkelt dejlig autocamper med døren åben, og kørte hen og snakkede med dem. Det var en mor og datter der var på tur fra Tasmanien. Og de kørte i en LEJET bil :-) Men vi fik en god lang sludder om alt muligt. Det viste sig, at moderen som 60 årig begyndte at dyrke triathlon!!!.

Jeg kørte ud til de store udlejere, som meget passende bor i nærheden af hinanden. Jeg vidste allerede at NQ havde biler til salg, men ville lige checke de andre forhandlere også. De havde intet i Cairns. Så jeg kørte hurtigt forbi NQ og kiggede på deres biler, for at danne mig et indtryk af stand og kilometer. Så kørte jeg forbi alle brugtvognsforhandlere og kiggede der. Hos een fandt jeg hele to stykker til salg, men det var ikke noget for mig. Den ene var for gammel, og den anden for dyr.

Tilbage hos NQ fik jeg så den store rundvisning af en dejlig hightop, som er så høj at man kan stå op inde i vognen. Vi gik det hele igennem, og jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Så det endte med en prøvetur, og den gik også fint.
Jeg var helt varm på en til 15.900 dollars, og vi lavede en foreløbig aftale, hvor jeg betalte 1000 dollars i forskud.

Hjemme igen gik jeg på internetcafe og fik uploaded min hjemmeside, så den nu virker som den skal. Jeg kunne bruge min egen computer. Man skal lede lidt rundt før det kan lade sig gøre, men der er som regel altid een eller to steder hvor de er dygtige nok til at kunne klare den slags også.

Og der i cafeen så jeg så på en opslagstavle op til flere ganske billige autocampere til salg. Og disse annoncer havde hængt der LÆNGE.. Jeg ringede på et par af dem, og fik bid på en Toyota Hi Ace, som stadigvæk ikke var blevet solgt. Den kostede 2975 dollars, og de havde brugt over 2100 dollars det sidste halve år på div reperationer - og havde kvitteringerne til at bevise det...

Så var det at jeg begyndte at få kolde fødder ved at skulle bruge lidt over 17.000 dollars på en autocamper. For hvis det var så svært for disse mennesker at komme af med deres biler til disse små priser, så ville jeg nok få MEGET svært ved at sælge min.....

Efter at have tænkt mig grundigt og længe om - noget jeg skulle have gjort FØR jeg begyndte på alt det her - ringede jeg til NQ og sagde at jeg ikke længere var interesseret i at købe vognen. Jeg har så tabt de 1000 dollars jeg gav i forskud, men det skal nok vise sig at være billigt sluppet...

"Hvad gør jeg så nu" tænkte jeg.... Jeg kiggede lidt rundt, og så nogle fine Toyota Hi Ace ombygget til unge mennesker, der var til leje. Jeg gik indenfor, og fik en fin snak med ejeren. Han ringede et par gange, og fandt ud af, at firmaet IKKE ville have deres biler hverken i midten eller på vestkysten af Australien. I stedet foreslog han Wicked Cars, som er et firma der udlejer billige autocampere til unge mennesker. Det er Toyota Hi Ace med køkken og sovepladser i. De koster 40 dollars om dagen, hvis man lejer i 16 uger. Det er ikke vild luksus, men der er det jeg har brug for. Et sted at sove, et "køkken", og et transportmiddel, så jeg ikke dør af sved!!.

Tilbage på mit hotel snakkede jeg med Paul i receptionen. Han kan også klare den slags, og fik lavet mig en god handel med Wicked Cars. Jeg har nu lejet en af deres biler fra på mandag af - de havde ingen ledige før - til 4180 dollars - ca. 20.000 kr.

Sådan endte den autocamperhistorie så :-)

Fik lidt at spise ved 20 tiden. Gik en lille aftenstur ved havet, og gik så ellers direkte på køjen. Jeg var sgu træt!!. Lå og læste lidt, og vågnede så op igen ved ettiden - stadigvæk med alt tøjet på..... En tur på toilettet, og så ellers sovemik igen...

 


7 oktober 2004


Sikke en dovnedag. Stod sent op - den var næsten otte.... Spiste dejlig müsli og kaffe på "den lokale" lige udenfor hotellet - med udsigt over bugten. Så kan det sgu ikke blive meget bedre.

Kørte lidt rundt i byen en times tid, for at få en fornemmelse af hvad der ligger hvor, og hvor stort selve turistområdet er. Det er faktisk ikke så stort igen. Det dækker hele Esplanaden, samt de næste 4 gader op i byen. Resten er ret almindeligt..
I lystbådehavnen ligger der er par rigtig store og dyre både. Tror næsten det må være charterbåde. Ellers skal ejerne godt nok være rige mennesker...

Og så har jeg været ude og købe lidt nyt tøj. Det er sikkert første og eneste gang i ser den sætning på hjemmesiden :-)
Men jeg manglede faktisk forskelligt. Mit ENESTE par underbukser kunne ikke mere, så jeg har købt hele TO par til erstatning - nu har jeg jo en bil til at slæbe alt grejet. Et par badebukser, samt to poloskjorter blev det også til. Så nu er jeg rigtig trendy!!.

Og så snuppede jeg mig lige en time i solen for at få lidt sol på kadaveret. Jeg ligner jo en cykelrytter fra Tour De France - brune arme, ben, og hoved. Resten maddikehvidt... Jeg skulle nok have nøjes med en halv time, fordi om aftenen var jeg noget forbrændt... Har købt noget AfterSun, og det hjælper noget. Men tror dog jeg vil holde mig lidt fra solbadningen i morgen.
Det er lidt sjovt, fordi min ryg er allerede brun. Solen må have brunet igennem trøjen når jeg har cyklet. Der er dog en hvid krave rundt om halsen - der hvor stoffet har ligget dobbelt!.

Og så gik jeg mig en tur i biografen og så "The Bourne Supremicy". God filmmatisering af en Robert Ludlum bog.

I morgen skal jeg besøge de flyvende læger, som har et museum tæt på byen. Det bliver lidt interessant.

Jeg har ikke rigtigt lyst til de store betalte ture i egnen. Der mangler ellers ikke noget. Man kan lave ALT heroppe i Cairns. Jeg trænger til at slappe helt af, og lade op til næste del af rejsen. Når jeg får min bil på mandag, starter jeg med at hente mit grej i Townsville. Derfra kører jeg nordpå igen, og tager rundt og kigger på hele området - sådan i mit eget tempo...

 


8 oktober 2004

Slappe af dag igen. Ikke lavet ret meget. Bare nydt livet, og set samfundet gå forbi :-)

Jeg har dog været ude og køre mig en god tur på cyklen. Man skal jo røre sig lidt, siger lægerne...

Besøgte de flyvende lægers besøgscenter. Det lå et godt stykke oppe i baglandet, der hvor folk er rigtigt "laid back", og tjener styrtende med penge... Fordi ellers har de sgu ikke råd til at bo der :-)

Det var et interessant besøg. Startede med en rundtur i deres udstilling, hvor der bla var en hel del radiogrej. Det interesserede mig sjovt nok en del... Der var også en af deres ældre fly udstillet, så man kunne så hvilke arbejdsvilkår de arbejder under.
Derefter blev der vist en film, der forklarede hele historien bag de flyvende læger - spændende!.
Det var et fint besøg. Der var også en lille udstilling om "school on the air". Der ligger dog et større besøgscenter om det i Alice Springs - så vidt jeg husker. Det vil jeg så når jeg kommer dertil :-)

Og så har jeg ellers gået rundt og haft ondt af mig selv, min røde forside, samt mine røde skuldre... Det gør sgu ondt. Skulle kun have ligget i solen en halv time.... Ih hvor jeg lærer - på den hårde måde!!.

Det "after sun" jeg har købt virker ikke særligt meget synes jeg, så jeg har købt noget Aloe Vera gel, og det er sgu noget der virker... Lige så snart jeg fik det på, kunne jeg mærke en forbedring...

Om aftenen var der underholdning på esplanaden. Jeg så nogen "lege" med ild til technomusik. Det var ret godt.. Kom først på køjen til midnat, så sover sikkert længe i morgen.

 


9 oktober 2004


Stod først op klokken ni - det er vist rekord for mig hernede down under...

Har købt mig et par løbesko i dag. Nu hvor jeg ikke får cyklet så meget, må jeg jo i gang på en anden måde, så jeg ikke bliver for lasket...

Har vasket lidt tøj også. Vasket i hånden, og tørret i tørretumbleren. Det går lidt hurtigere på den måde.

Har ringet hjem til de forskellige sent på eftermiddagen. Så er klokken nemlig mere en otte om morgenen derhjemme, og jeg undgår (næsten) at få en søvnig stemme i røret :-)

Har fået bestilt en tur med både tog og gondolbane i morgen. Tager af sted ved nitiden, og kommer hjem igen midt på eftermiddagen.

Jeg glæder mig utroligt til at få bilen på mandag. Jeg er træt af at være i Cairns nu. Trænger til at komme ud på landevejen og opleve noget igen.

 


10 oktober 2004


Jeg blev hentet af en lille bus ved nitiden - næsten hvor jeg bor. Jeg skulle gå et par hundrede meter...
Vi kørte lidt rundt i byen for at hente andre på deres hoteller, som også skal med en tur i bjergene i dag.

Jeg starter ud med en tur i svævebane op igennem en flot urskov, over flere toppe, for til sidst at ende i Kuranda, som er en lille landsby oppe i bjergene, hvor der også går en jernbane til.

Der var flere stop på svæveturen, hvor man kunne få forskellige guidede ture rundt, og få fortalt om flora og fauna. Ganske interessant. På den første del af turen havde jeg en hel gondol for mig selv. Jeg styrtede rundt og tog billeder :-) Desværre blev mit kamera helt rundtosset af al det løberi, så det ville ikke fokusere ordenligt, så mange af mine billeder er helt uskarpe... Ikke så godt. Men jeg har da lidt der er skarpe...

Kuranda er en rigtig lille turistfælde. Ganske smagfuld, men alligevel en fælde. Jeg er glad for at jeg valgte at køre ned med det tidlige tog klokken 14, i stedet for kl. 1530...

Det eneste der var noget værd i Kuranda var en indfødt dansetrup der optrådte. Det var faktisk flot.

Togturen ned var fin. Ikke så flot som gondolturen, hvor man jo hele tiden kan kigge rundt. Mange gange sad jeg ganske længe og kiggede ind i en klippevæg 2 meter fra toget, og ventede på at der dog snart måtte komme noget fint at kigge på.. Det gjorde der så, og jeg fik taget nogle ganske fine billeder.

Vel hjemme igen lavede jeg lidt hjemmeside, og gik så en tur på internetcafe for at få det uploaded (og fik læst lidt sladder fra BT og Ekstrabladet).

Snakkede en del med ham der stod i kassen. Han cyklede også meget. Spurgte ham om hvor man kunne købe en billig mobiltelefon, der ikke er simkortspærret. Lige her, sagde han... De havde en enkelt Siemens A55 tilbage til 50 dollars - stadigvæk plumberet og det hele. Den er jeg nu den lykkelige ejer af. Jeg bruger den med mit simkort fra Vodafon - det der alligevel ikke kunne GPRS - som lovet..
Den er god at have som sikkerhed ude på landevejen, og ikke så bøvet som mit indstikningskort til PDA'en.

 


11 oktober 2004


Så er det dagen hvor jeg SKULLE have hentet min lille autocamper hos wicked cars.
Stod tidligt op, og fik pakket værelset sammen. Jeg har fået lov til at have det hele stående til klokken 15 i eftermiddag. Så har jeg et sted at sætte alle mine madvarer etc jeg skal ud og købe her til formiddag.

Har købt 7 bæreposer fulde af proviant, så jeg tror jeg klarer mig et stykke tid nu :-)

Var ude ved wicked kl. 1330 som aftalt, og alt gik glad lige indtil jeg skulle betale. INGEN af mine kreditkort virkede!!. Ingen penge - ingen bil. Fair nok, men MEGET irriterende, når jeg nu har gået her i Cairns i snart en hel uge....

Tilbage i byen ringede jeg til Danske Bank, der har døgnvagt på. De kunne godt se at der var noget galt, men kunne ikke rigtigt komme det nærmere. De lovede at ringe tilbage... Lidt senere ringede jeg så til min bankmand Carsten i Rønne, og forklarede ham situationen. Han gik fluks i gang med at undersøge. Jeg ringede tilbage en time senere, og det viser sig, at der har været lidt problemer i computerne i nat, og det var derfor jeg havde problemer. De var løst nu, og Kortservice beklagede mange gange...
Jeg fik dog samtidigt sat min kredit op på mit Mastercard, så jeg er HELT sikker på at have penge nok til at betale med i morgen - på et kort. Og fik nulstillet mit Visa kort, så det også er godt klar til kamp, hvis det skulle blive nødvendigt...

Og så venter jeg ellers bare på at det skal blive d. 12 oktober :-)

 


12 oktober 2004


 

Så blev det tid til at prøve at hente min bil - igen!!. Gik tidligt hjemmefra, da jeg troede de åbnede klokken otte - det gjorde de ikke :-) Men klokken ni var de der. Denne gang gik det glat med mit Master card, og glad var jeg!!. Jeg måtte af med 280 dollar mere for at køre i Northern Territory - men det er jo også stort og ØDE!!.

De havde ikke nogen god brænder til den gasflaske jeg fik med, så jeg fik 25 dollar til at købe en ny brænder. Jeg foreslog så, at jeg købte en med to brændere, og det var helt ok med dem. De ville dog stadigvæk kun betale 25 dollar.... Jeg spytter så resten i kassen... Gider ikke kun have een brænder i 4 måneder. Så når bøffen jo at blive kold før braskartoflerne er klar :-)

Kørte til en tankstation først. Der var kun dampe i tanken tilbage... Så tilbage til hotellet, hvor det lykkedes mig at få proppet alt mit grej ind i bilen. Cyklen ligger ovenpå en presenning, så den ikke sviner.

Derefter til en campingforretning, hvor jeg udover brænderen købte et metalbord, så jeg har noget godt at sidde ved udenfor.
Spurgte også til sandfluer, men de havde desværre ikke noget af det finmaskede net hjemme. Jeg vil have et forhæng foran sidedøren og bagklappen, så jeg kan have begge dele åbne for gennemtræk. Det er jo så småt ved at blive halvlunt heroppe nordpå - i Australien altså :-)

Derfra kørte jeg til en stofforretning, hvor jeg fandt fint myggenet, som sandfluerne ikke kan komme igennem. Købte 3 meter. Jeg vil sætte det fast med selvklæbende velcrotape.

Og så var det ellers bare om at komme sydpå. Det var blivet frokosttid, så jeg snuppede lige en burger først - for at styrke mig til turen.

Jeg dummede mig en enkelt gang i trafikken, dog uden at gøre skade. Der var nemlig ikke nogle modkørende på den vej jeg drejede ind på!!. Fik hurtigt bakket over hvor jeg skulle være, og fortsatte rejsen.

Jeg brugte 4 timer på at komme retur til Townsville, hvor jeg kørte direkte ud til Kristine, hvor alt mit andet grej ligger.
Fik det hele bakset ind - med en del besvær, og kørte så til campingpladsen, hvor jeg er nu.

Aftenen er gået med at lave orden i dytten. Har efterhånden fået det hele godt på plads.
Jeg vil ikke her sidde og forklare hvordan bil og indretning ser ud. Kig hellere på billederne på hjemmesiden. De siger mere end hvad jeg kan forklare.

Fik en lys tanke mht cyklen. I stedet for at have den liggende inde i bilen når jeg kører, vil jeg købe et billigt tagbagagebære, hvor den kan spændes fast på. Så er den væk og af vejen, og jeg kan hurtigt komme til mig grej bagi.

Traileren "sidder" nu ved siden af mig oppe foran. Har givet den hat på, så de modkørende rigtigt kan få noget at spekulere over :-)

Det har været en lang dag, så jeg gad ikke gå i gang med at lave mad selv. Vidste fra mit sidste besøg, at 500m oppe af vejen lå en kinesisk take away. Der gik jeg op og fik en dejlig gang kylling i carry med ris.

Har ringet til de gamle, og fortalt om dagen i dag.

 


13 oktober 2004

Vågnede tidligt. Jeg har ellers sovet godt i nat. Herligt med en blød madras at ligge på. Jeg riggede hele bagenden om et en stor seng - ren luksus. Sov i lagenposen det meste af natten. Måtte dog have et tæppe på ud på morgenen. Sådan en bil har det jo med at blive kølig - nok på grund af al den luft der cirkulerer rundt og under den.

Nåede ikke at få købt is til min køletaske, så jeg havde ikke koldt vand til mit mælkepulver. Jeg fik så ikke musli til morgen, men dejlig brød og tørrede frugter. De hjælper med til at holde maven godt i gang :-)

Kørte ind til byen og købte et billigt tagbagagebære, så jeg kan have cyklen på taget, i stedet for inde i bilen. Desværre viste det sig, at dytten er for høj i taget, så holderne til tværstængerne er for lave. Men jeg kunne montere det lige over føresædet, så det har jeg så gjort. Men cyklen kan ikke være deroppe. Der er for kort afstand imellem stængerne. Jeg har i stedet sat min anhænger derop. Den er fyldt godt op med reservedæk, og to ekstra foldestole, som kom med bilen. Så fylder det ikke indenfor.

Jeg kørte en tur ud til turistinfo, og hentede en stak information, om hvad der sker nordpå. Har gennemlæst en del af det her i eftermiddag, og der er faktisk flere steder jeg gerne vil besøge, når jeg er færdig med området nord for Cairns.

Ud af byen kom jeg også, uden at lave noget galt - og dog!!. I en rundkørsel fik jeg snuden lidt for hurtigt frem. Måtte lige bakke lidt, så trafikken kunne komme igang igen. Alle tog det dog med et smil :-)

25 km nordpå fra Townsville kom jeg til en fin rasteplads. Jeg kørte derind for at spise frokost. Jeg har jo fået handlet is ind til køletasken, så jeg havde dejlig skåret skinke, salat, samt et stykke vandmelon...
Der var nu så dejligt på pladsen, at jeg besluttede mig for at blive der resten af dagen. Det er jo den fordel man har, når man er i bil.

Jeg fik rodet lidt rundt i alt grejet, så det nu ligger endnu bedre. Cyklen har fået pedalerne af, så den er lettere at få ind og ud af bilen. Og så har jeg lavet myggenet til skydedøren. Det gik ikke helt godt til at begynde med, fordi den selvklæbende velcro ville ikke klæbe særligt meget på nettet, der er lavet af nylon. Jeg prøvede så at sætte et stykke gaffatape på bagsiden, for at se om limen i de to stykker ville gøre det stærkere. Virkede hellere ikke. Jeg tog så velcroen af, satte en stykke gaffa modsat det første stykke, og satte så velcroen fast på den glatte side af gaffatapen. Nu virker det :-)
I morgen vil jeg lave samme nummer til bagsmækken.

Og så er dagen ellers bare gået med at hygge sig, drikke kaffe, lave lidt mad, læse - kort sagt; bare slappe af, og holde ferie :-)

Er svært tilfreds med min nye brænder. Der fulgte et lille bord med til bilen, og det bruger jeg nu til brænderen, så jeg har det store bord helt frit til andre ting - ren luksus.

Klokken er snart 19, og myggene er kommet, så bagsmækken er lukket, og myggenettet sat op foran sidedøren, så jeg kan få lidt luft ind. Jeg har skydevinduer modsat døren med fluenet i, så de er også åbne. Men der kan til gengæld komme sandfluer ind, da maskerne er alt for store. Hvis det bliver aktuelt, vil jeg prøve om jeg kan lime et stykke af mit fine net over vinduet, så jeg stadigvæk kan have det åbent.

 


14 oktober 2004

 

Har sovet godt i nat - det gør jeg forresten hver eneste nat. Kan ikke komme i tanke om een eneste nat, hvor jeg har haft svært ved at sove. Det må være al det friske luft!.

Til morgen fik jeg dejlig musli med KOLD mælk. Jeg havde min vandflaske i køletasken, og har købt mælkepulver, da det kan holde sig. Jeg blander så mælkepulver og musli først, og kommer så vand på til sidst. På den måde undgår man at mælken klumper - Et tip der er burde indsendes til ugebladet Hjemmet :-)

Sluttede af med den kvarte vandmelon, jeg ikke fik spist i går. Også den ganske kold. For ca. 2,75 dollars om dagen har jeg en kold køletaske - det er hvad 4 kg is koster... Kan købes på alle tankstationer, supermarkeder, og købmænd - dvs over det hele...

Pakkede stille og roligt sammen, og var på landevejen halvotte. Har fortsat nordpå i dag, med en enkelt tur på de små veje ud til et lille fiskerleje.

I Cardwell, som ligger helt ud til havet, besøgte jeg et gammelt post- og telegrafkontor. Bygningen er den ældste i hele queensland. Jeg fik en rigtig god snak med en af kustoderne - ikke bare om stedet, men om mange andre dagligdagsting.

Da telegrafen kom til Australien, bliv der trukket to linier. En op igennem midten af Australien, og en langs østkysten. Det var lidt af et race, fordi den der først nåede til Darwin, ville blive sluttet til et søkabel, så telegrammer kunne sendes og modtages til og fra hele verden. På østkysten løb de ind i høje bjerge i Cairnsområdet, og måtte opgive. Det problem havde de ikke inde i landet, som er ganske fladt, så de vandt.. Jeg glæder mig utroligt meget til at se telegrafstationen inde i Alice Springs, når jeg engang kommer dertil.

Vi snakkede også om min videre tur rund om Australien, og Coleen, som kustoden hedder, gav mig nogle gode ideer. Efter jeg er færdig med området nord for Cairns, kører jeg vestpå, over Mt Isa til Darwin, og derfra langs vestkysten, en del af sydkysten. Og i Adelaide drejer jeg så nordpå igen, for at komme op og se Alice Springs og omegn. Derfra Videre til Mt Isa igen. Men jeg kører ikke helt ud til østkysten derfra. Et stykke før er der nemmelig en fin vej ned igennem Queensland outback, og der er rigtigt mange steder der som jeg gerne vil se.
Se DET var en rigtig god plan - skide godt Andersen!!.

Handlede ind til aftensmad og frokost i Tully - en rimelig stor by, lige før afkørslen til Mission Beach.
Frokosten bestod af to dejlige hjemmelavede sandwicher "mit der ganze mullevitten". Pålæg er rimelig billigt hos slagteren. 100g skåret skinke, og 100g skåret oksekød - 2,5 dollar.

Fortsatte ud mod Mission Beach ad en lille vej. Kørte igennem et meget tæt skovområde, hvor der bor en ret mærkelig fugl. Den hedder en Cassowarie, og ligner en MEGET STOR forvokset kylling. Jeg mødte faktisk een, så kig billederne!!.

Mission Beach er et meget laid back sted. Jeg bor på en billig campingplads, og har vel omkring 30 meter hvis jeg skulle få lyst til at væde mine maddikehvide fødder i havet. Det bliver ikke til meget mere, da der lever store fede saltvandskrokkediller i havet...

Jeg bliver her i morgen, så jeg kan få set det ordenligt.

Til aften stod den på dejlig gullach med løse ris og salat. Jeg er sgu helt stolt af min kogekunst. Det så virklig lækkert ud, og smage endnu bedre... Hvor er livet let når man har en køletaske, og en autocamper til at transportere den rundt i!!.

Har limet velcro fast på mine myggenet, så nu håber jeg det holder lidt bedre end i går... Her er dog hverken myg eller fluer nu til aften. Det blæser for meget til dem. Til gengæld har jeg en dejlig brise igennem bilen...

Det har for øvrigt regnet en smule i dag. Og luftfugtigheden er rimelig høj, så man føler sig noget klæbrig. Et brusebad holder ca. 5 minutter... Så er man lige så ulækker som før :-)

Black Sabbath, som min dyt hedder, kører som en drøm. Starter første gang, og er rimelig kvik. Jeg er svært tilfreds med den. Airconditionen virker dog ikke.... Trist - men jeg har jo hellere ikke betalt for det. Man kan leje en "luksusudgave" af whicked camper, med både aircon og powersteering. Jeg har dog powersteering, så har jo egentlig gjort en god handel..
Standardbilen har nemlig ikke disse ting.

 


15 oktober 2004

Har sovet som en skudt ko i Black Sabbath i nat. Her til morgen er det overskyet og blæsende.
Jeg bliver her en dag til, da jeg ikke rigtigt har set noget overhoved.

Jeg startede med at gå en tur nordover langs stranden. Der var en sti hvor stranden stoppede, og turen fortsatte igennem 2 km regnskov. Rigtigt dejligt, og med masser at kigge på. Men hvor er her dog fugtigt. Man er fugtigklam hele tiden.

Da jeg kom tilbage til campingpladsen, var de fleste kørt videre, så jeg besluttede mig for at flytte min bil, så den står lidt bedre i forhold til den kraftige vind. Nu har jeg siden til vinden, og kan sidde i læ af bilen. Samtidigt har jeg et par store træer over mig, så jeg også har skygge. Ikke at jeg har haft brug for dem i dag dog. Det har været skyet med regnbyger hele dagen.

I eftermiddags gik jeg en tur sydpå langs stranden. Og ud af det rene ingenting kom der lige 5 faldskærmsspringere og landede foran mig. Det gør alstå meget for turisterne her...

Og lidt senere igen mødte jeg en 1 meter lang varan lige uden for bilen. Den MÅTTE jeg bare fotografere!.

Til aften udfoldede jeg mig rigtigt i køkkenet. Den stod på hotdogs... Havde sådan lyst....!

På pladsen er der nu hele tre wicked campers. Har snakket med den ene. Et ungt fransk par. Der har været mange af de steder jeg gerne vil se. Så har fået op til flere gode staldtips. De forærede mig også en 15L vanddunk, som skal bruges når jeg skal ind i Outback om en lille uges tid. Man kan ikke have for meget vand med, siger de. Og HVER gang der er mulighed for at tanke benzin, skal man gøre det. Og man skal IKKE kigge på prisen :-)

Deres bil var en ombygget varebil, så den var noget rå indvendig. Min er ex-minibus, så er noget pænere. Men deres aircondition virkede, og det gør min ikke!!! - surt... Til gengæld har de ikke powersteering..

Og så har jeg gudhjælpemig købt mig et stykke kage, så jeg kan få kaffe og kage om eftermiddagen. Joo - man lever virkeligt godt i Black Sabbath.

Min køleboks bruger ca. 4L is i døgnet, og det går fint med at holde tingene kølige. Jeg spiste det sidste af mit pålæg i dag, og det var stadigvæk ok.

Min nabo er en gammel gut der lever og arbjder i sin Toyota Hi Ace - og den er IKKE bygget om. Han er låsesmed, og har boet i vognen i over to år!!. Der er sgu nogle sjove skæbner hernede...
 


16 oktober 2004

Det har regnet i nat. Jeg vågnede flere gange når regndråberne ramte taget på bilen særligt hårdt... Så er det dejligt man ikke ligger i telt, og skal til at pakke en våd lejr sammen..

Første stop var den campingforretning i Cairns hvor jeg købte min gasbrænder. Jeg vil lave en markise til dytten, og har nu købt en passende pressening, to teleskopstænger, kraftig reb, stor gummihammer, 2 gummibånd, og 4 STORE pløkker. Det glæder jeg mit til at sætte op senere i dag.

Og så gik turen ellers nordpå imod Port Douglas, som er dagens mål. Nord for Cairns kryber vejen sig langs havet, så der er hele tiden en masse smukt at kigge på. Til venstre tæt jungle og bjerge. Til højre havet og lange flotte strande med palmer og det hele. Man føler sig hensat til stillehavet :-)

Lige efter et skarpt sving rundt om en odde, lå der et rigtigt flot sted, hvor jeg kunne holde. Jeg riggede bord og stol til, med udsigt over havet. Lavede et par dejlige madder, og kunne så sidde der og have den flotteste frokostudsigt der kan købes for penge :-)
Og mens man så sidder der, og synes at nu kan det da ikke blive bedre, kommer der en flok delfiner forbi og giver et show et par hundrede meter ude....

Et ældre ægtepar holdt også ind. Dem fik jeg en meget hyggelig snak med. De var fra Alaska, og var lige blevet pensionister. De var nu på deres store rejse rundt i verden. Vi fik en lang hyggelig snak. Jeg mødte dem forøvrigt senere ved et højt udkigspunkt.

Lidt senere mødte jeg et ungt hollandsk par, der var på cykeltur med deres datter. Han havde sit eget grej plus en trailer med datteren i. Sejt nok. Søde mennesker, og vi fik også vendt mange emner. Jeg har givet dem så mange gode råd som jeg nu kan komme i tanke om. Det vigtigste nok om hvordan man undgår at blive angrebet af Magpies!!.

Så gik turen videre til Port Douglas, som er en lille landsby ved havet, der nu er ved at blive inn hos de rejsende... Den er nu meget hyggelig.

Jeg bor på en lille campingplads midt i byen. Fik rigget min nye markise til, og det banker bare røv!!. Den er lige så bred som bilsiden, og er fastgjort foran til tagbagagebæret, og bagpå til en af holderne til bagagebæret, som jeg har taget af på den anden side af bilen. Den er vil omkring tre meter dyb, så nu har jeg et rigtigt godt sted at sidde i skygge og hygge mig. Og bliver det regn, så gør det ikke så meget..
Det var rimeligt let at sætte det hele op. Det drillede lidt med stængerne og barunerne. Der manglede jeg en tredie arm :-) Pløkkerne er vel omkring 45 cm lange, og lavet i 10mm jern, så det er kraftige sager.
Stængerne er tredelte, så de er lette at have i bilen. Det kostede mig totalt 45 dollar at lave denne markise, og de penge er helt sikkert godt givet ud. Jeg har lige gjort mit opholdsrum 3 gange større end det var..

Eftermiddagen stod i storvaskens tegn. Jeg håndvaskede en hel masse tøj, da alle maskiner var optaget. Jeg har købt almindeligt vaskepulver, og det er noget mere effektivt end mit rejsevaskepasta. Jeg tørrede det hele i tørretumbleren pga den høje luftfugtighed. Det ville have taget en krig før det var tørret på snoren.

Til aften stod den på wokret med oksekød og grønsager med nudler til. En royalistisk ret, og det smagte bare SÅ godt.

Mens jeg husker det, så har jeg også købt mig en lille transistorradio. Den anden døde jo for over en måned siden, og jeg savner musik og nyheder mens jeg camperer. Jeg vil ikke have bilnøglen siddende i tændingen for at kunne bruge bilradioen.
Den kører på AA batterier, så passer fint til alt det andet grej jeg har.

Da jeg var færdig med at spise til aften, kom hollænderne forbi på cykler. Troede først jeg skulle have dem som naboer, men de boede på den første campingplads ind i byen. De ville bare lige kigge forbi for at se om de skulle flytte i morgen. Og det fandt de så ud af at de nok skulle. Her er faktisk ret hyggeligt.

 


17 oktober 2004


 

Vågnede klokken et i nat. Myggenettet over bagsmækken var gået løs, og jeg havde myg på middagsbesøg.. Fik det ordnet, og fik også lige slået en streg samtidigt med. Det har været en meget lummer nat, så jeg er glad for at jeg har fået lavet myggenettene.

Kom afsted ved ottetiden. Mine to borde samt markisen bor nu oven på bilen sammen med Gurli Magrethe og traileren.

Jeg kørte først ned til havet, og gik en lille tur der. Derefter til havnen, hvor der var søndagsmarked. Der var rigtigt mange interessante ting til salg, og jeg gik rundt og hyggede mig en halv times tid. Fik også taget et par fine billeder.

Og så er turen ellers gået nordpå til Cape Desulation. Det er blevet grønnere og grønnere nu længere jeg er kommet nordpå. Regnskoven er MEGET tæt på vejen nu.
For at komme de sidste 30km skulle jeg over en flod. Det foregik med en wiretrukken færge. Første gang jeg har prøvet sådan en. Desværre måtte man ikke forlade bilen under overfarten.

På den anden side steg terrænet uhyggeligt. Jeg kørte i 2. gear det meste af tiden. Men sikke en udsigt der var på toppen. Vejen er smal. Der er ingen rabat, og junglen er utrolig tæt. Går man 10 meter ind, og drejer 20 gange rundt om sig selv, så er man heldig hvis man finder ud til vejen igen.

Jeg har kørt så langt nordpå jeg kunne. Dvs vejen fortsætter som jordvej, men der må jeg jo ikke køre. Tog et fint billede af bilen lige før det blev til jordvej. Der var også et skilt der bekendtgjorde at der var ikke mindre end 32 km til næste toilet. Det alene kan jo få een til at vende om :-)

I løbet af dagen har jeg været ude og vandre i forskellige regnskove. De er utrolig tætte, og det er MEGET fugtigt i dem. Jeg er helt gennemblødt efter små 3 km. Ikke at jeg pruster og stønner, men den sved der kommer ud, kan ikke fordampe pga den høje luftfugtighed.

Jeg bor på en campingplads helt ned til vandet. Har fået slået markise op, og kan kun sidde og nyde at jeg har fået sådan en. Det gik let med at få den op i dag. Har fundet de vise sten!!.

Myggenettet på bagklappen har jeg også forbedret. Før brugte jeg velcro til at holde det fast. Nu har jeg lagt en line med elastik hele vejen rundt om den gummiliste der er, og sætter så myggenettet i spænd under den. Det virker utroligt godt, og intet kryp kan komme ind.
Nettet ved sidedøren er jeg ikke helt tilfreds med endnu, men har ikke fundet på noget bedre end det velcro jeg bruger i øjeblikket.

Der er en anden wicked camper her også. Et ungt engelsk par. Jeg har foræret dem min gamle tynde presenning, så de også kan lave en markise. Den blev de meget glad for.

Det har været omkring 30 grader og meget lummert i dag. Jeg har haft en poloskjorte på med en mix af bomuld og kunststof i dag. Men den kan slet ikke tørre, så nu har jeg en på af ren kunststof - det virker bedre.

Der er en kristen ungdomsgruppe på besøg, og de bræger og larmer (musik og sang) oppe på bålpladsen. Fandens til larm... Vil hellere lytte til havet og fuglene... Men de bliver vel trætte på et tidspunkt?.

Det har virkeligt været en flot tur i dag. Naturen har ændret sig meget de sidste par hundrede kilometer. Det er blevet utroligt grønt og meget fugtigt. Jeg kan godt forestille mig at her er lidt småvarmt og fugtigt når sommeren først starter for alvor. Nu er det jo kun forår :-)

Aftensmaden stod på dejlig kød i carrysovs (dåsemad) med løse ris. Og frokosten var forresten to laksesandwicher - fint skal det være!.

 


18 oktober 2004

Kom afsted i god tid. Det var en pragtfuldt at køre retur til kabelfærgen. Der var næsten ingen trafik, og jeg kunne ligge og trille afsted med 40 km/t. Lidt billeder fik jeg også taget ud af sidevinduet..

Jeg mødte mine hollandske venner igen ved en rasteplads. Deres plan var ellers at blive i Port Douglas et par dage endnu, men det besluttede sig for at fortsætte, da byen var lidt af en turistfælde - og det er den også!!.
Vi fik en god snak, og spist lidt melon sammen, før det var tid til at trille hver sin vej igen. Jeg fik fortalt dem om området, og hvilke bakker de skulle over. Så kommer det ikke som nogen overraskelse for dem.

I dag kørte jeg så over Great Dividing Range. Flot tur op over, med flere fine udkigspunkter på vejen.
På den anden side ændrer naturen helt karakter. Bevoksningen er en anden, og terrænet er helt anderledes - mere bakket og "bulet". Utroligt at der kan være så stor forskel på så få kilometer.

Allerede en time senere kan jeg mærke, at luften også er blevet mere tør - herligt.

Jeg har fået kørt alt for langt i dag. Var ellers ude ved en stor sø og kigge. Der var ganske skønt, men det samme kunne man ikke sige om campingpladsen, så jeg fortsatte.
Besøgte dog lige en campingforretning, og købte en ekstra teltstang, så jeg kan skubbe midten af min markise op, så der er bedre plads under.

I Ravenshoe ville jeg så stoppe, men der var campingpladsen helt tom. Jeg kiggede i min store bog over rastepladser, og der fandt jeg en rasteplads 16 km udenfor byen. Jeg kørte fluks derud istedet for. Der ligger en del andre, så sikkerheden er i orden. En flod løber lige ved siden af, og der er også wc.

Til aften stod den på dejlig wokret. Jeg er faktisk blevet ret god til at lave den slags.
Aftenen er gået med en god bog, og lave ingenting.

 


19 oktober 2005

 

Det har faktisk været køligt i nat. Måtte have tæppet over mig. Og stjernehimmelen har været utrolig flot. Det er let at se, at atmosfæren er renere herinde i landet.

Her til morgen fandt jeg ud af at mine naboer er svenskere!!. De snakkede lidt højt sammen på et tidspunkt :-)

Da de lidt senere var ude og lufte deres hund, hilste jeg dem med en masse svensk! - de så noget overraskede ud :-)

Vi fik en rigtig god snak. De bor faktisk i Cape Tribulation, og kunne fortælle mange gode historier om området. De var nu pensioneret, og var på en lille månedstur rundt i "nærområdet". De havde på den samme rasteplads nu i to uger :-) De hyggede sig.

Og så var det i dag at vejene ændrede sig. Mange steder er der kun et spor med asfalt, som alle må dele. Møder man en almindelig bil, trækker hver bil ud i rabatten med det ene hjulpar, og passerer i god ro og orden. Rabatten er rimelig bred og hård, så man kan sagtens gøre det i god fart.
Møder man en lastbil eller roadtrain, er det bare med at komme af vejen. Helt ud i rabatten, og så ellers holde på hat og briller når de passerer.
Et roadtrain er en trækker med sættevogne efter sig. Den kan være over 50 meter lang!!!

Og så er det blevet rigtigt varmt skal jeg hilse og sige. Jeg er nu helt sikker på, at det var den rigtige beslutning jeg traf, da jeg lejede denne dyt, i stedet for at cykle. Det ville ha' blevet en MEGET hård tur på cykel, og jeg tvivler lidt på om jeg ville have kommet helskindet igennem.

Og så er de tider slut, hvor det var ok at køre fra en by med en halv tank benzin. Nu SKAL der fyldes op hele tiden. Er der kun plads til 10 liter, er det også ok...
Og det samme med vand. Jeg kører nu rundt med 25 liter bagi.

Er endt i Mount Surprise, som er en lille flække langt ude på landet... Men den havde en campingplads, og det var det vigtigste... Jeg kom til at kigge mig selv i spejlet lige før jeg gik i brusebadet. Jeg var møgbeskidt. Det må være fra de åbne vinduer og luftspjældene i bilen.

Til aften stod den på dåsechilliconcarne - smagte dejligt. Og så begyndte det ellers og tordne og lyne ude vestpå. Der var godt gang i den. Og lidt senere kom der en fin gang regn.

Også i dag har jeg købt lidt ind til bilen. I dag blev det til en petroliumslygte, og 20 meter forlængerledning. Lygten bruger jeg udenfor, så jeg har lidt lys at hygge mig ved om aftenen, og forlængerledningen er så jeg kan få "strøm fra land" når pc-batterierne skal oplades.

 


20 oktober 2004

Det har været køligt i nat. Omkring 15 grader vil jeg tro. Måtte have tæppet over mig ud på natten.

Før jeg tog afsted fra Mt Surprise fyldte jeg lige tanken op, og fik noget mere luft i reservedækket. Jeg havde en mistanke om at det nok kunne bruge lidt luft. Det er jo ikke det dæk man checker mest. Men herude i Outback kan det betyde ganske meget om der er luft i eller ej!!.

Første by på dagens rute var Georgetown. En lille flække... Faktisk er her vist kun små flækker herude i Outback :-) Og ind imellem disse flækker er der det store INTET. Men det er nu spændende at se og opleve alligevel. Hvor er det dog stort.
Jeg sidder ofte og tænker på de mennesker der åbnede disse områder for et par hundrede år siden. Det har ikke været et let liv!.

Fra Georgetown fortsatte jeg til Croydon, som er en gammel guldgraverby. Da den var på toppen boede her omkring 18.000 mennesker - nu bor her 256!!.
Det er en meget lille by, men hvor er den dog hyggelig. Mange gamle bygninger er bevaret, og flere af dem er åbne, så man kan gå ind og kigge på de udstillinger der er der.

Brugte en hyggelig time hos turistfolkene i visitors center. Vi fik vendt mange emner. Hernede siger man at man har "a yarn"...

I det hele taget er folkene her i byen meget behagelige, og jeg har snakket med en masse af dem.

Har været rundt og kigget på byen, men er slet ikke færdig endnu, så i morgen bliver jeg også.

Jeg bor på en fin campingplads. Har strøm fra land, og betonplatform til bord og stol. Der er fin ny toiletbygning samt pool. Og havde jeg haft et godt tv, er her også kabeltv!!. Det hele koster 13 dollars.

Og så er temperaturen rigtigt gået i det røde felt. Det har været 37 grader i dag. Heldigvis er luftfugtigheden lav. I forrige weekend havde de op til 42 grader!!!.

Nu har jeg været i Outback et par dage, og jeg er ganske sikker på at det var den korrekte beslutning jeg tog, da jeg skiftede cyklen ud med en bil. Det er MEGET varmt derude, og distancerne er lange imellem byerne. Havde vi været to kunne det sikkert gå. Men at gøre det alene er bare for dumt!!.
Det samme siger turistfolkene - de har jo set forskelligt i deres tid....

Terrænet er fladet noget ud, og vejen er rimelig lige, så man har en chance for at se de store road trains i tide...
I dag har det været så varmt, at bilerne ude i horisonten ser ud til at flyve i luften. De "lander" først et par kilometer fra mig :-)

Bevoksningen er som på en savanne - lave træer og masser af græs. Og masser af termitboer. De er ikke så høje - omkring 1 meter vil jeg tro. Og så har de forskellige former. De er ikke bare kegleformede og ens.

Jeg var forøvrigt den første på pladsen i eftermiddags. Andre kom dog til senere på eftermiddagen. Bla en rejsende i symaskinereperationer. De havde et kørende værksted, og hver tredie måned var de på landevejen rundt i Queensland for at reparere de maskiner, som de lokale forhandlere ikke kunne klare.

Solnedgangen var utrolig flot og rød. Desværre er det på grund af store græsbrænde vestpå - men flot var det sgu.

Min mobiltelefon virker ikke herude. Har endnu ikke haft signal på den. Så i går ringede jeg lige hjem, og meldte alt ok.
Og i dag sendte jeg mail til Jørgen fra Georgetown. Her i Croydon kan man også komme på internettet, men jeg har ikke de store behov lige i øjeblikket.

 


21 oktober 2004

 

Har haft en stille og rolig dag i Croydon. Stod tidligt op - har en hel flok papegøjer boende i et træ ved siden af bilen. Et godt vækkeur - men det vækker når solen står op - og det gør den tidligt....

Har vasket tøj, vasket bil, ordnet lidt forskelligt, og ellers bare hygget mig i dag.

Det har været utroligt varmt - varmere end i går, så nok oppe omkring de 38 grader... Det har faktisk været så varmt, at jeg med stor fornøjelse har brugt campingpladsens pool. Dejligt forfriskende!!.

Har gået et par fine ture rundt i byen igen i dag. Der er ikke meget at se, men det er nu alligevel interessant for mig at opleve disse små byer ude i Outback.

I morgen går turen videre vestpå. Det bliver lidt spændende, fordi der brænder nogle store græsbrænde i den retning. De ryger en del, og gir' en flot solnedgang. Den er helt blodrød.

Og så har jeg husket min mors fødselsdag i dag. Og det er altså ikke hvert år jeg husker den - på dagen - så jeg er ret stolt af mig selv. Det var mor også da jeg ringede :-)

Aftensmaden stod på pasta og kødsovs. Smagte ok... Senere en cola og en pose chips til aftenshygge. Det er første gang jeg har købt chips i Australien...

Har siddet og regnet lidt på afstande og køredage hernede, og er kommet frem til at jeg har ca. 60 dage med kørsel tilbage. Og da jeg jo har lejet bilen det dobbelte antal dage, bliver der fin tid til flere gode lange ophold undervejs.
Men det er godt nok nogle lange distancer de har herude i Outback. Typisk omkring 200 km imellem byerne - nogle gange meget mere. Og der er INTET imellem byerne - det store INTET...

 


22 oktober 2004

Kørte lidt rundt i Croydon før jeg "stak til søs". Der vet et fint udkigspunkt, hvor man kunne se det meste af byen fra. Samme sted ligger resterne af et kineisk tempel. I de store gulddage boede der mange kinesere i området.

At rejse i Outback er som at være til søs. De små byer er havne, og resten er det store uendelige hav. Der er INTET imellem byerne. Ingen tankstationer, ingen iskiosker - INTET!!.

Så før man slipper fortøjningerne sørger man for at have klart skib. Benzintanken fyldt helt op. Vandtankene fyldt helt op. Nok proviant til en fire dage. Og hvorfor så det??. Joo - Vi er på vej ind i den våde sæson heroppe nordpå, og når det først regner, så REGNER det. Mange veje bliver simpelthen oversvømmet, og er man uheldig kan man sidder derude i en hel uge og vente på at vandstanden går ned, så man kan komme videre.

Og hvorfor fylde benzintanken helt op??. Joo - tager man afsted med en halv tank, og har rigeligt til næste by, som ligger feks 250 km væk, men bliver stoppet af en oversvømmet vej 20 km fra byen, så er det altså rart at have benzin nok med, så man kan køre retur til hvor man kom fra...
Man skal hele tiden tænke sig om herude.

Jeg er fortsat min tur vestpå igen i dag. Kørte igennem Normanton, og videre til Karumba, som ligger på vestsiden af Cape York, ud imod vandet. Det var nu en ganske kedelig by. Helt uden sjæl. Vist nok en mineby af en slags... Jeg kørte lidt rundt og kiggede, og besluttede så, at her gider jeg sgu ikke være en hel dag.
Jeg kørte retur til Normanton, hvor jeg er installeret på byens eneste campingplads. Koster 8 dollars i døgnet - rimeligt. Og fine forhold er her. Har fået en fin plads, hvor der er skygge fra et par fine træer.

Mine naboer er et par gamle gutter, der rejser rundt og arbejder. Det har de gjort de sidste 7 år. De har ingen fast adresse. Rejser bare rundt og arbejder. Mærkeligt liv...

Senere mødte jeg John, en ung englænder på motorcykel. Inviterede ham på kaffe, og vi blev enige om at lave mad sammen, og bagefter gå ud og få en øl eller to.
En rigtig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse om det at rejse. På en af barene mødte vi en fin gut fra New Zealand. Ham sad vi og snakkede med et par timer. Han arbejdede som "fencer" - altså en der sætter hegn op omkring de store kvægstationer heroppe. Interessant at høre om hans liv - det var hårdt!!.

Vi trissede hjemad ved 23 tiden, og jeg gik på køjen ved midnatstid.

 


23 oktober 2004


Bliver her i Normanton i dag også. Gider ikke køre nogen steder i dag :-)

Det er tæskevarmt. 38 grader siger de i radioen, og samtidigt en smule fugtigt... Men man vænner sig vel til det på et tidspunkt.

Jeg har brugt meget af min tid med min gode bog og en kop kaffe.
John kørte ved 11 tiden. Han tager til Croydon i dag. Vi var lige forbi politiet, og gav dem alle hans data, så de ved hvad han laver, hvis der skulle ske ham noget på vejen. Han ringer så til dem når han er fremme i Croydon. En god ide for motorcyklister synes jeg.

Jeg har bagt pandebrød i dag. Det hedder Damper hernede, og består af mel med indbygget gær, vand og salt. Og så har jeg bagt det på min stegepande, som jeg forøvrigt købte i går. En dejlig tung sag i støbejern...

Har siddet og hyggesnakket med en andet par på pladsen her til aften - rigtigt hyggeligt. De var fra Perth, og havde været på landevejene de sidste 20 måneder.

Har ringet hjem i dag. Desværre løb jeg tør for penge til automaten før jeg fik ringet til min søster, som har fødselsdag i dag. Det må jeg gøre i morgen i stedet for. Jeg ved at hele familien er samlet der til kaffe og kagemand.

Til aften fik jeg dejlig chilli con carne med hjemmestegt brød til - herligt.

 


24 oktober 2004

Pakkede sammen her til morgen. Kom afsted ved ottetiden. Var lige forbi købmanden og købe benzin og is. Is til køletasken altså!.

Det er rigtigt dejligt varmt i dag. Temperaturen har været oppe på 42 grader - MEGET varmt. Heldigvis er luftfugtigheden ikke så høj.

Første stop på vejen var Burke and Vills Roadhouse. Et roadhouse er en slags servicestation ude midt i det store intet. Man kan købe fuel og mad. En overnatning kan man også få...
Jeg nøjes dog med at købe benzin og en cola...

150 km senere kom jeg så til Cloncurry, som ligger på vejen imod Mt Isa. Jeg kørte lidt rundt i byen og kiggede, for at finde ud af om jeg havde lyst til at overnatte der. Og det fandt jeg så ud af at jeg ikke ville, så mere benzin i tanken, og så ellers afsted imod Mt Isa.

Hele vejen til Cloncurry har naturen været meget flad og kedelig. Det ændrede sig så snart jeg startede imod Mt Isa. Det hele blev meget bulet og bakket, og der var pludsligt masser at kigge på. Faktisk en flot tur - de sidste 120 km.

Betaler 18 dollar for en plads med el. Har betalt for to dage foreløbig. Måske jeg finder noget bedre i morgen... Jeg regner med at blive her et par dage. Der skulle være en del forskelligt at kigge på i området, og jeg vil også gerne lave lidt hjemmeside... Her kl. 2130 er temp helt nede på 34 grader, så det bliver en sand fornøjelse at skulle falde i søvn inde i metalkassen i dag :-)
 


25 oktober 2004


Hm - glemte at skrive dagbog i går. Dvs jeg orkede det faktisk ikke. Det har været så utroligt varmt, at jeg bare har siddet helt stille det meste af dagen... Lidt har jeg dog lavet. Har været inde i byen og handle lidt ind. Har købt mig en gaslygte til min gasdunk, så jeg kan få et godt læselys udenfor bilen om aftenen.

Og så har jeg købt mig en vandforstøver - sådan een som man bruger til sine planter. Jeg bruger den bare til mig selv i stedt for. Og det virker faktisk rigtigt dejligt kølende i denne hede.

Temperaturen har for øvrigt været oppe på 42 grader i dag, og det er sgu varmt... Det er så varmt, at jeg bliver nødt til at cykle med solbriller på, for ikke at få ondt i øjnene!!.

Har også brugt lidt tid i poolen - det er jo nærmest livsnødvendigt...

Det bliver IKKE sjovt at falde i søvn i aften.

 


26 oktober 2004


Hold da helt kæft hvor var det varmt i nat. Jeg lå badet i sved... Og da jeg så endelig faldt i søvn, blev jeg vækket af en banken på min bil. Det var en sort, der spurgte efter cigaretter!!! - for fanden da også.... "nej, jeg ryger ikke"!!!. Måtte sige det et par gange før han gik....
Andre på pladsen var også blevet vækket af ham.

Vågnede til endnu en hed dag i bageovnen. Men det er ligesom om at kroppen vænner sig til det...

Jeg har fået myrer i bilen, så måtte smide alt mad, undtagen konserves ud... Der var myrer i DET HELE. Køber noget gift senere.

Har været på sightseeingtur i bil ude ved den store mine. Det var utroligt interessant, og meget lærerigt. Turen varede to timer, og foregik på mineområdet hele tiden.

Var også på museum, og brugte vel et par timer der - mest pga airconditionen :-)

Og så har jeg været hos frisør i dag. Er blevet dejlig korthårdet igen. Kostede 12 dollars.

Her til aften har det både tordnet og lynet - og regnet ..... DEJLIGT. Temp er kommet ned på 30 grader, så det er jo næsten koldt...

Snakket meget med et sødt yngre par fra england hele aftenen. De rejser rundt i en kassevogn.

I morgen går turen videre vestpå - glæder mig til at komme ud og rulle igen. Men det har været nogle dejlige dage her i Mt Isa, og jeg føler virkeligt at det er måden at rejse på fremover.

 


27 oktober 2004

Temperaturen har været rimelig at sove i i nat. Vi havde en hel del regn og rusk i aftes, og det hjælper altid på temperaturen.

Jeg nåede aldrig at købe ind i løbet af eftermiddagen - brugte tiden på at snakke med et par fra England..
Så her til morgen stod den på bagning af brød, før jeg kunne få morgenmad. Al min mad måtte jeg jo smide ud i går pga myrer...

Fik pakket sammen, og var på vejen ved nitiden. Første stop var tankstationen. Jeg kører kun fra et sted med fuld tank... Da jeg skulle starte igen, klikkede starteren. Kullene måtte have hængt sig lidt.

Fik dog startet til sidst... Checkede så starteren MANGE gange, og den virkede perfekt igen, så jeg gør ikke mere ved det.

Derefter købte jeg lidt mad ind, så jeg kan klare mig nogle dage igen. Og så var jeg ellers klar til at møde Outback igen.

Første stop var Camooweal. Lille flække, hvor jeg dog kunne købe både benzin til bilen, og lidt mad til mig selv.
Der var masser af soldater der - en af deres busser var brudt sammen.

Og så er det for øvrigt utroligt varmt. Jeg bruger min blomsterforstøver flittigt. Det køler godt.

Jeg endte ved Barkly road house. Et Roadhouse er en oase midt i det store intet. Man kan købe benzin, mad og overnatning.
Jeg betalte 8 dollars for overnatning. Bad og toilet er ikke det flotteste jeg har set, og på det første toilet jeg gik ind på, sad der en STOR lodden edderkop og hyggede sig. Jeg valgte et andet!!

Nu er fluerne rigtig irriterende, så jeg er glad for at jeg har taget myggenet med herned. Det er guld værd!!. Har siddet ude og læst i lyset fra min gaslampe. Den er jeg glad for.

Spiste først aftensmad da det var helt mørkt, og fluerne holdt fyraften. Den stod på dejlige skinkesandwicher i dag.

I morgen har jeg en kort dag. Skal kun køre 200 km til Tennant Creek.

 


28 oktober 2004

Det har blæst en halv pelikan i nat. Jeg måtte lukke vinduet i vindsiden, så jeg ikke blafrede for meget rundt inde i bilen. Temperaturen er også gået ned, så det var ganske behageligt at sidde udenfor og læse i aftes.

Fyldte tanken op før afgang fra Barkley road house - det var dyrt. ca. 50% dyrere end i Mt Isa!!!. Men de har jo ikke rigtigt noget konkurrence herude i det rene intet.

Er fortsat vestpå i dag. Ved frokosttid kom jeg ud til threeways, som er stedet hvor man skal tage en beslutning om man vil nordpå til Darwin, eller sydpå til Alice Springs. Jeg skal jo nordpå, så jeg valgte selvfølgelig at køre imod Alice Springs!!!. grunden er, at der 25 km nede ad vejen ligger en lille by - Tennant Creek, som jeg ville besøge. Alternativet ville have været at køre ca 400 km nordpå til nærmeste by den vej...

På vej til Tennant Creek besøgte jeg en gammel telegrafstation. Den blev bygget i 1874, og var en del af ruten der endte i England. Det må altså have været meget ensomt at bo derude året rundt. Ingen veje, ingen besøg -INGENTING.... De fik mad bragt op fra Adelaide 2 gange om året - thats it!!. Og det ligger altså helt derude hvor kragerne både flyver baglæns og på hovedet.

I Tennant Creek ligger jeg på en fin lille campingplads til 8 dollar. Fint lille sted. Har været i byen og handlet ind til kød i mørke, samt lidt andre småting.

Der er mange indfødte i byen, og jeg fornemmer at der er en del problemer. Ud på eftermiddagen så jeg to politibiler køre rundt i området hele tiden. De har også været forbi campingpladsen...

Har været ude og købe mig en metalhammer. Min gummipløkhammer er ikke god nok til det gennembagte jord der findes herude. Jeg kan simpelthen ikke få pløkkerne i jorden!!. Har også købt et t-stykke til min gasflaske, så jeg nu kan have både gaslygte og brænder koblet på samtidigt - rigtig god ide om aftenen....

Og så er her hul på Telstra GSM, så jeg har haft en hyggelig sludder med Jørgen. Jeg vil blive her i morgen, og lave lidt hjemmeside, svare på de få emails jeg har modtaget, og cykle mig en tur i området.

 


29 oktober 2004



Det har blæst godt i nat igen. Har sovet godt.

Har brugt hele dagen her i Tennant Creek. Gået et par gode ture, og fotograferet lidt rundt omkring i byen.

Der er utroligt mange indfødte i gadebilledet. De hænger rundt omkring forretningerne, eller sidder op ad murene. Det er et trist syn. Jeg føler at der er en del spændinger i byen. Politiet er meget synlige i deres køretøjer - specielt sidst på dagen...

Har ordnet lidt småting omkring bilen, og ellers hygget mig med en god bog. Har endelig fundet et termometer, så nu ved jeg hvornår jeg skal begynde at svede. Temp har været oppe på omkring 37 grader i dag. Nu kl. 21 har jeg 29 grader inde i bilen. Det skal nok blive lunt :-)

I morgen stikker jeg snuden nordover. Næste by ligger ca 400 km oppe ad vejen.

 


30 oktober 2004

Dette er skrevet søndag aften - fik for mange øl i går til at kunne skrive uden at slingre...

Har sovet godt i nat. Temperaturen var ellers oppe på 29 grader, da jeg lagde mig til. Vågnede ved sekstiden ved at jeg havde det koldt. Lå i min lagenpose. Trak tæppet over mig, og checkede lige temperaturen. Den stod på 24 grader - så tro da fanden at man fryser!!.

Kom af sted i god tid, og har kørt op imod 340 km i dag til Daly Waters - endnu et road house... På vejen hertil har jeg ikke oplevet særligt meget. Der har været et par små flækker på ruten, så helt øde har det ikke været. Spiste frokost i een af dem, og fik samtidigt fyldt lidt skubbevand på bilen.

Daly Waters er som sagt et Road House, det betyder så samtidigt at det også har en pub. Og da man jo skal sørge for at væskebalancen hele tiden er ok, besluttede jeg mig for at få en enkelt - lige for at skylle det værste støv ud af munden.

Mødte en lastvognschauffør, som jeg også mødte for et par dage siden ved Mt Isa. Vi fik en LANG sludder på nogle timer, og man bliver jo tørstig af al den snakken så.......

Gad ikke lave mad om aftenen - ville i hvert tilfælde ikke forsøge på det!!!, så spiste en dejlig schnitzel i pubben. Smagte dejligt.

Tilbage ved bilen var jeg lige ved at træde en padde ihjel. Jeg blev sgu helt bange... Det var jo mørkt, og min pandelygte lå godt og tørt INDE i bilen, så jeg kunne intet se...
 


31 oktober 2004

Har sovet godt i nat... Og sikkert snorket ganske højlydt - var i hvert tilfælde ganske tør i både gane og hals da jeg vågnede.... Lidt tømmermænd var der også. Men ikke værre, end at de kunne jages væk med en gang god kaffe og morgenmad.

Er fortsat nordpå hele dagen. Har passeret vegetationsgrænsen imellem ørken og trope, så nu er det begyndt at blive fugtigt igen... Det sjovt at se hvordan bevoksningen ændrer sig ganske hurtigt, over ca. 50 kilometer, fra at være åben ørken/savanne, til tæt tropeskov.

Er kommet til Katherine - "lige" syd for Darwin. Det er en rimelig stor by, hvilket overraskede mig en del. Jeg havde ikke regnet med at finde en større by så tæt på Darwin.
Har ikke set meget af den endnu, men det gør jeg i morgen. Jeg bliver lige en dag ekstra her, for at kigge mig lidt rundt.

Har handlet ind til aftensmad, og har også købt mig en dejlig "blæseting" til 220v, så jeg kan få lidt røre i luften inde i bilen, når jeg har strøm fra land. Den blæser på mig lige nu, og er absolut sin pris på 14 dollars værd!!.

Bor på en større campingplads ca et par kilometer fra centrum af byen. En plads med strøm koster 25 dollars, men så har man også eget toilet og bad... Jeg ville kun have strømmen, men det kunne man bestemt ikke.... Så nu ligger jeg på teltpladsen, og har trukket min ledning fra en elstander - ganske ulovligt.... Fjerner den lige i morgen tidlig, så de ikke opdager det... Fy skamme sig Andersen!!. Har fået ladet batterier op også.

Har snakket med nogle ganske interessante mennesker i dag... Mit mest spændende møde var med en vejarbejder, der arbejder HELT alene ude i bushen i op til 2 mdr ad gangen. Han laver veje, og bor i en transportabel container med alt indbygget... Han får bragt mad ud en gang om ugen, og det er den eneste kontakt han har med andre mennesker... Han arbejder 15 timer i døgnet, syv dage om ugen, og tjener 200 dollars - ca. 950 kr - om dagen... Det er det sgu ikke værd!!!!. Men hvor var det dog spændende at høre ham fortælle om sit liv derude midt i det rene ingenting.

Og så har jeg haft en længere sludder med en buschauffør, der har parkeret op ad min bil. Han kom lige forbi med et par øl, for at få en "yarn", og det fik vi så en halv times tid.... Meget hyggeligt!.

Til aften stod menuen på wokret med kød og grøntsager og soyasovs - herligt.

Det har været rimeligt varmt i dag - og fugtigt. Temperaturen har været oppe på 40 grader, og her kl. 2230 har jeg 33 grader inde i bilen, så jeg er utrolig glad for min nye blæser, der gør livet udholdeligt herinde. Hvorfor har jeg ikke købt den blæser noget før hva'??.

 



Startside August September Oktober November December Januar